Syriske Kudrat får fast job i Sørensens systue

Borgmester Claus Wistoft, Kudrat Al Ali, ejer Anette Sørensen og virksomhedskonsulent Erik Thomsen


Syriske Kudrat har efter et praktikforløb fået en fastansættelse i Sørensens Systue.

Borgmester Claus Wistoft var forbi, for at ønske tillykke til Kudrat og få en snak om det gode samarbejde med de lokale virksomheder.

Kudrats mand flygtede fra Syrien til Danmark og hun, og parrets 4 børn, blev efterfølgende familie-sammenført i 2015. Hun ønskede sig hurtigt ud på arbejdsmarkedet og fandt i samarbejde med Jobcenter Syddjurs en praktikplads i Sørensens Systue i Rønde.

I Syrien havde Kudrat egen systue, så hun er dygtig til sit arbejde, og derfor er hun netop blevet ansat i en stilling på 25 timer i Sørensens Systue.
 

Borgmester Claus Wistoft var forbi og ønskede Kudrat tillykke med det nye job og takke Sørensens Systue for det gode samarbejde. Claus Wistoft udtaler:

- Kudrats positive historie er et godt eksempel på, hvordan vi kan lykkes med at få flygtninge i job. Det kræver mod og åbenhed hos vores lokale virksomheder og tæt opfølgning fra vores jobcenter. Jeg vil gerne takke Sørensens Systue for samarbejdet og ønske Kudrat god arbejdslyst i hendes nye fastansættelse.

Kudrat følger fortsat danskundervisning på sin fridag og om aftenen.

Opdateret: 27/05/2016 - 11:45